Efterårshygge - Inspiration til lækkerier

Surdejsboller uden gær – Koldhævet, luftige og sprøde boller

Surdejsboller med ølandshvedemel og græskarkerner

Surdejsboller er og har altid været rigtig populært. Det er faktisk nogle år siden, at jeg sidst har bagt med surdej. De her er bl.a. med ølandshvedemel og græskarkerner. De er luftige inden i, sprøde og seje uden på. Smagen er let syrlig og skøn. Det er nemmere at bage med surdej, end hvad jeg husker. Man skal lige tænke lidt i forvejen, men når man først kommer ind i rutinen, så kører det.

Surdejsboller med ølandshvedemel og græskarkerner

Surdejen er jo en lille baby, der skal passes og plejes. Den vil helst fodres hver dag – jeg gør det én gang om ugen. Den står i mit køleskab i et stort Weck glas. Der findes et utal af surdejsguide her på nettet. Jeg bruger guiden fra Valsemøllen. Jeg synes, at den er nem at gå til. Tidligere har jeg brugt Meyers. Den er også hel fin. Som sagt, kan man gøre det på 100 forskellige måder, og ingen er mere rigtig end den anden. Prøv dig frem og find den, som passer bedst til dit temperament 😉

Som skrevet, så skal du tænke lidt ud i fremtiden, når du vil bage med surdej. Den skal være rigtig god aktiv, når du ikke vil bruge gær.

Har du slet ingen surdej og gider det egentlig ikke, så kan jeg foreslå dig denne opskrift.

 Surdejsboller med ølandshvedemel og græskarkerner

 Surdejsboller uden gær (10-12 stk)


5 dl lunkent vand (ca. 28 grader)
160 g aktiv surdej
1 dl græskarkerner
250 g ølandshvedemel
450 g hvedemel
2 tsk salt

Dag 1

  •  Bland vand og surdej sammen i en skål.
  • Tilsæt græskarkerner og melet.
  • Ælt det sammen ved hjælp af din røremaskine på mellemste trin i 5 min.
  • Tilsæt derefter salt og ælt dejen videre.
  • Dejen er æltet færdig, når den slipper skålens sider. Der går i mellem 15 og 25 min. Dejen skal gerne være glat og smidig.
  • Du kan evt. lave glutentesten; Stræk dejen tyndt ud i mellem dine (våde) fingre uden, at der opstår huller. Så er din dej færdigæltet og klar til hævning.
  • Kom en god sjat olie (raps el. oliven) i en stor skål eller kondibøtte, og fordel den rundt. Hæld dejen i, læg et låg på, og lad den stå på køkkenbordet i et par timer – eller til surdejen er kommet godt i gang med at hæve dejen.
  • Kom dejen på køl, og lad den hæve i 12 timer eller mere. Dejen skal hæve til mindst dobbelt størrelse, være fyldt med lufthuller og have luftbobler på toppen.

Dag 2

  • Stil dejen på køkkenbordet.
  • Tænd ovnen på 250 grader – og lad dit bagestål/din pizzasten varme med. Når ovnen er klar, så lad bagestålet blive varmet godt igennem. Jeg giver det 1 time fra jeg tænder min ovn.
  • Ejer du ikke ovenstående (… så vil jeg kraftigt anbefale det :p), så kan du bruge din bageplade i stedet. Kom den ind i ovnen, så den bliver gennemvarm. Det er selvfølgelig ikke det samme, men derhen af.
  • Lige inden du vil bage bollerne, begynder du at “forme” dem.
  • Gør dit køkkenbord (eller siliconeunderlag) lidt fugtigt af vand og hæld dejen ud på det.
  • Hak boller ud af dejen med en skarp, fugtig dejspartel. Du skal ikke rive for meget rundt i dejen, for så vil luften sive ud af dejen.
  • Kom bollerne, efterhånden som du har hakket dem ud, over på en bagespade (som følger med bagestålet) med bagepapir.// Eller på den varme bageplade (husk bagepapiret).
  • Strø lidt græskarkerner på hver enkel bolle og derefter også lidt ølandshvedemel.
  • Med bagespaden kan du føre bollerne samt bagepapir ind på bagestålet. //Eller sæt bagepladen ind i ovnen.
  • Bag bollerne i ca. 20 min. Bollerne får en mørk, sprød overflade. Du kan finde ud af, om dine boller er færdige ved at måle kernetemperaturen med et termometer. Den skal være i mellem 98-100 grader.
  • Tag bollerne ud og lad dem køle af på en rist.
  • Opbevar dem i en tætsluttet pose.

 

Surdejsboller med ølandshvedemel og græskarkerner

 

Håber I vil kaste jer ud i denne bolleopskrift. Resultatet er rigtig lækkert!

Kh Michala

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efterårshygge - Inspiration til lækkerier