Bananpandekager

Åh, hvor jeg elsker pandekager. Samtidig med at de smager super godt, så vækker de altid barndomsminder til live. Min mor var – og er – en rigtig hyggetrold, så der blev tit lavet enten vafler eller pandekager, når vi kom hjem fra skole. Der er nu ikke noget, som slår en hel tynd, sød pandekage med lidt sprøde kanter. Men der er alligevel kamp til stregen med disse bananpandekager. For hold op en pandekagefest jeg havde den anden dag. De her er ikke de traditionelle pandekager, ej heller de amerikanske. De er sødet med banan, og så er der sneget sig et lille, mørkt chokolade ind i midten. Hovsa 🙂 Og så smager de jo ekstra godt med lidt topping på. Her havde jeg bl.a. valgt at lynkoge nogle frosne hindbær med vanilje.
Bananpandekager (Ca. 6 stk)
1 moden banan
3 små æg
2 spsk kokosfibermel (kan stort set købes i alle supermarkeder. Kig efter Urtekrams produkter)
Et lille stykke chokolade per pandekage
Tilsæt evt. 1 tsk kakaopulver
Toppings: Vanilje/hindbærkompot, chokolade, frugt, nødder… Kun fantasien sætter grænser.
- Blend alle ingredienserne i en blender eller med en stavblender. Konsistensen er lidt tyk.
- Steg pandekagerne af 2 spsk dej. Sæt en spsk dej på panden, læg derefter et stykke chokolade i midten og slut af med endnu en spsk dej, så chokoladen er dækket.
- Top med, hvad du bedst kan lide!
Her er der tilsat 1 tsk kakao til dejen.
Ingen kommentarer endnu