Rødbede smoothie bowl

Mexi bowl – Salat med spicy pulled chicken, guacamole og majschips

Mexi bowl med pulled chicken, guacamole, tomatsalsa og majschips

Mexi bowl er en mexicansk inspireret salat fyldt med lækre grøntsager, bulgur, sorte bønner, pulled chicken, guacamole og majschips. Der er både forskellige smage, sprødhed og den cremede konsistens fra de moste avokadoer. Det er virkelig en god ret, som egentlig kan serveres på mange måder. Her er det dog i en skål.

Hvis du ikke lige ved, hvad du skal spise i weekenden, så vil jeg klart anbefale dig denne ret. Den er så lækker og rimelig simpel. Retten tager ikke såå lang tid at lave, da den trevlet kylling bliver lavet på ca. ½ time, og de sorte bønner kan findes forkogte på dåse. Imens kyllingen tilberedes kan stort set alle de andre ingredienser til bowlen klargøres.

Jeg er ret vild med at spise min mad af skåle. Du kan lave så mange forskellige. Både kombinere de rester, som du har i køleskabet, eller lave dem med et tema som f.eks. denne; nemlig mexicansk. Det er også en god måde at få en masse (friske) grøntsager på.

Faktisk så blev denne mexicanske bowle til hos min veninde Cecilie for et år siden. Tiden er en mærkelig størrelse, for jeg husker det, som var det i går, at vi stod i hendes køkken. Vi lavede også en anden ret, nemlig denne vegetariske buddha bowl med tahindressing. Den blev også sindssyg lækker! I kan se den i billederne nedenunder.

 

Mexi bowl med pulled chicken, guacamole, tomatsalsa og majschips

Mexi bowl (3-4 personer)


Hurtig pulled chicken
600 g kylling brystfilet
4 dl vand
1 terning hønsebouillon
3 tsk røget paprika
1 tsk spidskommen
1/2 tsk stødt citrongræs
1/4 tsk stødt koriander
1/4 tsk cayennepeber
Salt og peber

  • Kom vand og hønsebouillonterningen i en gryde. Lad det koge op, og tilsæt derefter resten af krydderierne.
  • Halvér kyllingfileterne på langs.
  • Kom kyllingstykkerne i det kogende vand. Lad det simre under låg i ca. 25 min.
  • Når kyllingen er færdig, så kom den på et spækbræt og riv den fra hinanden med to gafler.
  • Bland det trevlet kød sammen med væsken i gryden. Lad det stå under låg i 2-3 minutter, så væsken kan trækkes ind i kødet.
Tomatsalsa
3 tomater
1 lille rødløg
1/4 dåse majs
1 håndfuld koriander (eller mynte hvis du mere er til det)
  • Hak tomater og rødløg i små tern.
  • Vend det sammen med majs i en skål.
  • Tilsæt hakket koriander (eller mynte).
Guacamole
2 modne avokadoer
1 fed hvidløg
2 tomater
½ rødløg
1 spsk creme fraiche 9%
½ tsk cayennepeber
Saft fra ½ lime
Salt og peber
  • Avokadoerne moses let.
  • Hvidløget presses.
  • Tomaterne skæres i tern (fjern det våde kød).
  • Rødløget finhakkes.
  • Alle ingredienserne blandes sammen i en skål. Smag den e.v.t. til med ekstra limesaft og krydderier.
Derudover
dl bulgur
1 dl sorte bønner (e.v.t. dem fra dåse som er forkogt)
2 store håndfulde spinat
Majschips
Chili (kan udelades)
Limebåde
  • Bulguren koges efter anvisningen på pakken.
  • OBS! Bruges der ikke bønner fra dåse (altså forkogte), så skal de lægges i blød i 10-12 timer, og derefter koges. Hvis du bruger sorte bønner fra dåse, så kan du hurtigt lige varme dem enten i mikroovnen (i en skål) eller i en gryde med lidt vand. De skal blot lige varmes i nogle minutter.
  • Chili snittes fint. Fjern e.v.t. først kernerne, da de godt kan være ekstra stærke.

 

Servering

  • Kom bulgur i bunden af hver skål. Fordel derefter pulled chicken, tomatsalsa, guacamole, spinat og bønner ovenpå. Slut af med majschips, chili og ekstra limesaft.
  • Så er der serveret 🙂

 

Mexi bowl med pulled chicken, guacamole, tomatsalsa og majschips
Bh Michala

2 kommentarer

  • Louise

    Hvad hedd3r bønnerne du bruger?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Michala

      Det er sorte bønner. Jeg har fundet dem både på dåse (forkogte) og i pose fra Urtekram 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rødbede smoothie bowl