Lette små æggekager med grønt og ost

Mini cupcakes med bær og hvid chokolade

Mini cupcakes med bær og hvid chokolade

Søde, små cupcakes med bær og hvid chokolade – de pynter så fint på kage – eller kaffebordet! Vælg dit yndlingsbær og arbejd med det. Alle kan bruges. Opskriften kræver ikke det store og er nem at gå til.

Til min fødselsdag i marts serverede jeg disse små cupcakes. Nogle var med hindbær, andre med blåbær. En jordbær eller brombærvariant ville heller ikke være hel skidt 😉 Jeg havde lavet en del kager, så det var et fint, lille indslag på bordet. De er nemlig lige i hapse-størrelse. Den søde kage passer rigtig godt til den lidt mere syrlige topping.

De kan selvfølgelig også sagtens laves i en større muffinsform. Bagetiden skal bare lige forlænges lidt. Du må holde øje 🙂

Er du på udkig efter en lidt større sag, så se på denne opskrift, som jeg også kan anbefale på det kraftigste. Det er en lagkage med hindbæmousse og mørk chokolademousse. Mums, siger jeg bare! 😉

Kagebord

Kagebordet til min fødselsdag.

Find opskriften på Oreotærten med saltkaramel og chokolade ganache lige her.

 

Mini cupcakes med bær og hvid chokolade (30-35 stk)


Kagedej:
75 g smør
180 g kagehvedemel
Et nip salt
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver (eller 2 tsk vaniljesukker)
1½ dl mælk
3 æg
2 dl rørsukker
Citronskal fra en citron
100 g hvid chokolade
1½ dl bær (helst friske)

Topping:
1 dl bær (Gerne frosne)
300 g flødeost
1 dl fløde
3/4 dl flormelis

  • Dejen:
  • Smørret smeltes og afkøles.
  • Kagehvedemelet, salt, bagepulver og vaniljepulver blandes.
  • Bland det smeltede smør og mælk i melblandingen. Rør alle klumper ud.
  • Æg og rørsukker piskes luftigt og vendes i.
  • Vend citronskallen i.
  • Chokoladen hakkes groft.
  • Tænd ovnen på 180 grader.
  • Placér små papirsmuffinsforme i en fast muffinform, så de ikke vælter.
  • Hæld dej i formene, så det fylder 3/4 af formen.
  • Kom lidt chokolade og et bær i hver form. Tryk bærret lidt ned i dejen.
  • Bag kagerne i max 15 min. Prik med en tandstik eller lignende. Der skal ikke sidde dej på, når du trækker den op af kagen.
  • Tag dem op af den faste form og lad dem køle af.

 

  • Toppingen:
  • Giv bærrene et hurtigt opkog (p.g.a. bakterier).
  • Hæld vandet fra og blend bærrene til en puré. Sæt det på køl.
  • Bland flødeost og flormelis sammen.
  • Når puréen er afkølet, tilsættes den til osteblandingen.
  • Lidt efter lidt piskes fløden i osteblandingen.
  • Kom toppingen i en sprøjtepose (eller frysepose) med en tyl i, og kom den på
    køl.
  • Sprøjt toppingen på de afkølede kager og pynt med overskydende, friske bær.

 

Mini cupcakes med bær og hvid chokolade

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lette små æggekager med grønt og ost