Ramen med kylling - Hjemmelavet nudelsuppe

Lagkage med hindbærmousse og chokolademousse

 

Lagkage er nææææsten et must til fødselsdag. Det er i hvert fald en god anledning til at give den gas på kagefronten 😉 Her får du opskriften på en lagkage med lyse vanilje-citronbunde lagt sammen med en hindbærmousse og en mørk chokolademousse. En utrolig dejlig kage!

Jeg holdte fødselsdag i sidste weekend for min familie. Her stod den på boller, lagkage, frugt og kaffe/the. Det var som altid rigtig hyggeligt at have familien på besøg.

De var alle meget glade for kagen, så jeg tænkte, at jeg lige vil dele opskriften med jer. Den tager en smule tid at lave, men resultatet kan man kun blive glad af 🙂 Vi var 10, og der var lidt mindre end en halv kage tilbage. Det skal lige siges, at vi jo også havde spist boller inden. Så jeg skyder på, at den vil være fin til 16 personer – og mange flere, hvis man også får andet at spise.

God fornøjelse 🙂

Lagkage med hindbærmousse og chokolademousse (16 pers)


Lyse vanilje-citronbunde (2 tynde)

4 æg (stuetemperatur)
120 g rørsukker
140 g kagehvedemel
1,5 tsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
Skal fra 1 økologisk citron

Frisk hindbærmousse

3 blade husblas
250 g hindbær (gerne frosne)
50 g rørsukker
Saft fra 1 citron
3 dl piskefløde
1,5 dl skyr/græsk yoghurt

Mørk chokolademousse

3 blade husblas
180 g mørk chokolade (70%)
4 spsk rørsukker
4 æggeblommer
3,5 dl piskefløde
Salt

Iøvrigt

350 g bær (blåbær og hindbær)
Lakridskugler med og uden hindbærstøv
E.v.t. lyserødt/lilla støv

Springform 23Ø
Kageplast

  • Lagkagebunde:
  • Tænd ovnen på 180 grader.
  • Pisk æg og rørsukker luftigt, og tilsæt citronskal.
  • Bland kagehvedemel, vaniljesukker og bagepulver sammen og sigt det i æggeblandingen. Rør forsigtigt rundt til dejen er ensartet.
  • Kom bagepapir i bunden af springformen, og smør springformens sider, hvis du ikke har en slip-let form.
  • Hæld dejen i og bag den i 30 min i den varme ovn.
  • Tag den ud af formen og lad den afkøle.
  • Når den er afkølet, halveres bunden til to med en brødkniv.
  • Chokolademousse:
  • Læg husblas i blød i koldt vand i 10 min.
  • Pisk rørsukker og æggeblommer sammen.
  • Hak chokoladen fint og smelt det i en gryde, imens der røres.
  • Når den er smeltet, så tilsættes sukkeræggeblandingen lidt efter lidt. Rør imens.
  • Varm 2 dl af piskefløden op til kogepunktet og tag gryden af varmen. Vrid husblassen for vand og tilsæt den til den varme fløde. Rør rundt til den er opløst. Hæld det i chokolademassen og rør rundt til massen er ensartet. Tilsæt til sidst et godt nip salt og rør det rundt. Lad det køle af.
  • Pisk den resterende fløde til skum og vend det forsigtigt i den afkølede chokolademasse.
  • Læg den ene bund i springformen igen.
  • Sæt kageplast hele vejen rundt af formen.
  • Hæld chokolademoussen ud på bunden og glat den ud, så overfladen er jævn. Læg den anden bund ovenpå og tryk let. Kom kagen på køl.
  • Hindbærmousse: 
  • Læg husblas i blød i koldt vand i 10 min.
  • Varm de frosne hindbær sammen med rørsukker og citronsaft i en lille gryde. Rør rundt, så det ikke brænder på. Når det har småsimret i 5-10 min, blendes det til en puré. Sigt puréen og kom saften over i gryden igen. Den overskydende hindbærpuré, som er i sien, gemmes til senere. Varm saften op igen og tag den derefter af varmen. Vrid husblassen og kom det i. Rør rundt til det er opløst. Lad det køle af til stuetemperatur.
  • Pisk fløden til skum. Vend skyr/græsk yoghurt i.
  • Når hindbærsaften er kølet af, så start med at kom lidt fløde/yoghurt op i og rør rundt til det er opløst. På denne måde er du sikker på, at det får den rigtige temperatur.
  • Kom nu al saften over i fløde/yoghurt blandingen og vend det forsigtigt rundt til en ensartet mousse.
  • Tag kagen ud af køleskabet og smør den helt faste hindbærpuré (som du gemte, da du lavede hindbærsaften) ud på bunden. Hæld derefter hindbærmoussen oven på. Sæt kagen på køl igen. Gerne natten over, så er du sikker på, at begge mousser har sat sig ordenligt.
  • Når kagen skal spises, så løsnes springformen og fjernes. Skær rundt i kanten af kagen med en varm kniv, så kageplasten løsner sig.
  • Kom kagen hen på et kagefad uden bunden af springformen og bagepapir.
  • Pynt den med bær, lakridskugler og støv.

 

Lagkage med hindbærmousse og mørk chokolademousse

Lige et hurtigt billeder af, hvordan lagene ser ud.

 

Fødselsdag

Et stemningsbillede af kagen, bollerne og frugt.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ramen med kylling - Hjemmelavet nudelsuppe