Havremuffins med æble og dadler

Grøn smoothie med edamamebønner

Grøn smoothie med edamamebønner

Grøn smoothie er både frygtet og elsket – men måske mest frygtet? Den der tyktflydende masse af grøntsager, som skriger af Hulk, og som smager af den værste kål, man har smagt. Prøv at læg dine fordomme væk og lav denne her! Jeg lyver virkelig ikke, når jeg skriver, at den smager SÅ skønt – og det eneste frugt, der er i, er banan. Ellers er den spækket med både spinat, gulerod og edamamebønner. Edamamebønner?! Det er faktisk ret lækkert – og bidrager med både protein og fibre.

Foruden de ovennævnte ingredienser, så indeholder denne greenie også ingefær og citron, som giver smoothien en rigtig god, frisk smag. Konsistensen er dejlig cremet, så man kan toppe den med sin yndlingstopping. Hvis du ikke er til den halvtykke konsistens, så kan du altid justere den ved at tilsætte mere væske. Det kan både være vand, juice eller mælk. Man behøver heller ikke spise den i en skål… Jeg synes bare, at det ser så fint ud med sådan en smoothie bowl 🙂

Der er desuden tilsat hørfrøolie, da den indeholder essentielle fedtsyrer (omega-3) – fedtsyrer, som vi ikke selv kan danne i kroppen. Disse fedtsyrer er involveret (og nødvendige) i optagelsen af alle de gode fedtopløselige vitaminer, som vi spiser. Hvis du ikke liiiige har sådan en hørfrøolie stående i køleskabet, så udlad den – men den er helt sikkert god for dig. Du kan finde hørfrøolie i dit lokale supermarked.

Jeg håber, at jeg har fået lokket dig nok til at springe ud i det. Du får et godt boost grøntsager, som er sunde for dig. Spis den gerne til morgenmad, så er du godt i gang allerede fra dagens start.

Hvis du er på udkig efter flere smoothieopskrifter, så kig her.

 

Grøn smoothie med edamamebønner

 

Lækker grøn smoothie med edamamebønner (2 pers)


3 store håndfulde spinat
½ citron (økologisk)
2 bananer
1 gulerod (70 g)
3 håndfulde edamamebønner
10 g ingefær (uden skræl)
3 dl vand
2 spsk hørfrøolie

Toppings

Pekannødder, chiafrø, hampefrø og granatæblekerner

  • Vask spinaten grundigt for jord, og skær skrællen af den halve citron. Skær guleroden i grove stykker.
  • Blend alle ingredienserne til en ensartet masse i en blender. Det er muligt at få den hel blød i konsistensen uden gulerodsstykker, så bliv endelig ved med at blende til du har opnået dette. Hold nogle pauser, hvis din blender bliver varm!
  • Hæld den i en skål og pynt med toppings.
  • Hvis det skal gå stærkt, så kan den også fortyndes en smule og derefter hældes på en flaske eller glas.

 

Grøn smoothie med edamamebønner

2 kommentarer

  • Mette

    Hej
    Ser virkelig lækkert ud.
    Kan man bruge frossen spinat?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Michala

      Hej Mette,
      Lige netop til denne smoothie, brugte jeg frisk spinat.
      Men jeg har lavet andre smoothies med frossen, og det fungerer også 🙂
      Håber I vil kunne lide den.
      Kh Michala

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Havremuffins med æble og dadler